Evaluering: Kommuner og regioner kan samarbejde bedre

Publiceret 01-03-2013Kommunal- og regionaløkonomiPressemeddelelser

Kommunalreformen styrkede den offentlige service, både i forhold til faglighed og økonomi. Der er dog rum for forbedringer, især hvor kommuner og regioner samarbejder om specialiserede opgaver. Det er i kort form konklusionen fra regeringens udvalg om evaluering af kommunalreformen. Rapporten er netop sendt i høring.

Det nye kommunale landkort med 98 kommuner og fem regioner, som blev dannet med kommunalreformen i 2007, har overordnet styrket den offentlige sektor. Det gælder både i forhold til den faglige varetagelse af de fleste velfærdsopgaver og i forhold til økonomi. Der er dog nogle opgaver, hvor der er behov for en mere klar arbejdsdeling mellem kommuner og regioner. Og behov for at understøtte, at specialiseret viden ikke falder bort. 

Det fremgår af den afsluttende rapport fra regeringens udvalg vedrørende evaluering af kommunalreformen. Rapporten er sendt i høring til 8.april og skal derefter behandles politisk.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

”Regeringen har ønsket at se, hvor vi kan udvikle den offentlige velfærd og sikre, at borgerne får den bedst mulige hjælp. Rapporten viser, at der er opgaver, hvor vi kan blive skarpere på, hvordan vi fordeler ansvaret og forbedrer samarbejdet i den offentlige sektor. Det gælder for eksempel patienter, som bliver udskrevet fra sygehuset med alvorlig hjerneskade. For de patienter er det afgørende, at de bliver ført videre i et forløb, som virker – og ikke hvilken del af det offentlige system, de er i kontakt med.”

Margrethe Vestager

Udvalget har blandt andet følgende forslag til justeringer på sundheds- og socialområdet:

  • Udvalget foreslår, at sygehusene får kompetence til at lave en mere præcis genoptræningsplan for patienter med meget komplekse behov, når de bliver udskrevet og skal genoptrænes i kommunalt regi. Det kan for eksempel være patienter med alvorlige hjerneskader. Sygehusene kan f.eks. skrive, at genoptræningen skal være i gang senest en uge efter udskrivning. For patienter med de allermest komplekse behov foreslås desuden, at sygehusene beskriver en konkret metode, der skal anvendes i genoptræningen.

  • Udvalget foreslår, at der bliver indført en koordinering på nationalt niveau i forhold til udbuddet af højtspecialiserede tilbud til små og/eller særligt komplekse målgrupper. Det indgår, at staten i sidste ende kan pålægge en kommune eller region at drive et bestemt tilbud.
  • Udvalget lægger op til en diskussion af fordelingen af opgaver og ansvar mellem kommuner og regioner for de meget specialiserede sociale tilbud. Udvalget opstiller tre muligheder: at fastholde den nuværende organisering, at flytte de nuværende regionale tilbud til kommunerne eller at give regionerne ansvaret for at udvikle, etablere og drive tilbud til konkret afgrænsede målgrupper og fortsat mulighed for at være entreprenør for kommunerne på området.

 

Læs mere om udvalgets forslag i rapporten, ”Evaluering af kommunalreformen”

NB: Rapporten er opdateret den 4. marts 2013 med tilrettet versioner af figur 4.14. og boks 8.1.

 

Fakta: Evaluering af kommunalreformen

 

  • Regeringen iværksatte et serviceeftersyn af kommunalreformen i februar 2012
  • Evalueringen har fokus på fire områder: sundhed, det specialiserede socialområde, miljø og regional udvikling
  • Udvalget for evaluering af kommunalreformen havde styrelseschef Thorkil Juul som formand og repræsentanter fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, KL og Danske Regioner.
  • Hvert af de fire områder er først behandlet i et underudvalg, hvor de relevante ressortministerier var repræsenteret.