Om Frikommuneforsøg III (2019-2023)

Regeringen og KL har i økonomiaftalen for 2019 aftalt at igangsætte Frikommuneforsøg III i 2019-2023. Med frikommuneforsøg får udvalgte kommuner udstrakt frihed til at afprøve nye, mere sammenhængende og effektive måder at løse de kommunale opgaver på. Målet er at opnå ny viden og praktiske erfaringer baseret på den kommunale virkelighed.

Forsøgene kan bane vejen for kvalitetsudvikling, effektiviseringer, regelforenklinger og bedre styring. Det er målsætningen, at erfaringer fra frikommuneforsøg skal give grundlag for beslutninger om, hvorvidt forsøgene skal udbredes til generelle regelændringer til gavn for alle kommuner.

Ændringer siden sidste runde frikommuneforsøg

Som noget nyt vil der ikke ske en indledende udvælgelse af frikommuner eller frikommunenetværk. I stedet kan alle kommuner søge direkte om opstart af forsøg i to ansøgningsrunder. Dermed får alle kommuner adgang til at fremlægge gode forsøgsidéer. Der vil som udgangspunkt blive udvalgt 10 forsøg i hver af de to ansøgningsrunder.

Kommuner kan søge enkeltvis eller i netværk, men der er et minimumskrav om et samlet indbyggertal på 60.000 per frikommuneansøgning.

Der gælder ingen begrænsninger for, hvilke områder frikommuneforsøgene beskæftiger sig med. Der vil dog blive givet en særlig prioritet til forsøg, som omhandler udvalgte problemstillinger, der har sammenhæng og effektivitet som fællesnævner. Det vil desuden blive tillagt en positiv værdi, hvis forsøgsansøgningen indeholder en målbar målsætning. Læs mere om kriterier ved vurdering af forsøgsansøgninger her.

Rammer for frikommuneforsøg

Kommuner kan efter ansøgning opnå undtagelse fra statslige regler eller få et ændret regelgrundlag, hvis de støder på lovgivningsmæssige barrierer. Rammerne for frikommuneforsøgene er dermed ganske vide og giver rig mulighed for at nytænke opgaveløsningen.

Forsøgene må dog ikke være i strid med grundloven, gældende EU-regler, bryde med borgernes retssikkerhed, give frikommunerne økonomiske fordele på bekostning af andre eller indebære en væsentlig udvidelse af nationalt politisk fastsatte serviceniveauer.

Hvis du vil vide mere

For yderligere information vedrørende ansøgningsprocessen og vejledning hertil, se følgende link: Sådan bliver din kommune en frikommune