Tilskud og udligning for kommunerne

Tilskuds- og udligningssystemet består af et bloktilskud samt en landsudligning, en hovedstadsudligning og en tilskudsordning for kommuner med højt strukturelt underskud.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udsender hvert år den 30. juni meddelelse til alle kommuner om deres tilskuds- og udligningsbeløb.

Tilskuds- og udligningssystemet for kommunerne består af et bloktilskud samt en landsudligning, en hovedstadsudligning og en tilskudsordning for kommuner med højt strukturelt underskud. Herudover udmeldes der separat et beskæftigelsestilskud samt visse særlige tilskuds- og udligningsordninger af mindre omfang.

Udligningssystemet er baseret på den såkaldte nettoudligningsmetode. Det betyder, at udligningen beregnes ud fra en kommunes beregnede strukturelle overskud eller underskud. Det strukturelle overskud eller underskud opgøres som forskellen mellem en kommunes beregnede udgiftsbehov og kommunens skatteindtægter beregnet ud fra en gennemsnitlig skatteprocent. Det strukturelle overskud eller underskud er udtryk for en kommunes samlede økonomiske situation, hvor der er taget hensyn til både udgiftsbehov og beskatningsmuligheder. Det strukturelle overskud eller underskud viser således, om en kommune er i stand til at finansiere sit udgiftsbehov ved opkrævning af skat med en gennemsnitlig skatteprocent.

Hvis en kommune har et strukturelt underskud, vil den i landsudligningen modtage et tilskud svarende til 61 pct. af det strukturelle underskud. Hvis den har et strukturelt overskud, skal den betale 61 pct. heraf til ordningen. Hovedparten af udgifterne til ordningen finansieres af staten via bloktilskuddet, idet de strukturelle underskud i væsentlig grad overstiger de strukturelle overskud.

En del af bloktilskuddet går til finansiering af landsudligningen samt udligningstilskuddet til kommuner med højt strukturelt underskud. Den resterende del fordeles til kommuner i forhold til deres indbyggertal.

Er du interesseret i at læse mere om tilskuddet til kommunerne, kan du finde informationer om de seneste fem års tilskuds- og udligningsbeløbi venstrenavigationen.