Billigere færgetakster undersøges af minister

04-05-2017
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

I lyset af endnu en nedsættelse af færgetaksterne til de danske øer har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll besluttet at fremrykke en evaluering af området. Evalueringen skal nu sættes i gang allerede i efteråret 2017 i stedet for at vente til 2020, som det ellers var planlagt. Det sker for at imødekomme diskussionen om fordelingen af midlerne.

Lovforslaget om billigere færgebilletter bliver førstebehandlet af Folketinget i dag. I lyset af, at der nu er sket meget på færgeområdet inden for få år, har ministeren besluttet at fremrykke evalueringen, så den bliver igangsat i efteråret 2017. Med lovforslaget indføres der gradvist et fuldt landevejsprincip, bortset fra højsæsonen. Ved et landevejsprincip forstås, at billetprisen for at sejle med en færge svarer til omkostningen ved at køre en tilsvarende strækning på landevej.

Der er afsat en ramme på 20 mio. kr. i 2017, 30 mio. kr. i 2018, 40 mio. kr. i 2019 og 40 mio. kr. i 2020. Pengene skal bruges til en gradvis nedsættelse af færgetaksterne til og fra øerne.

Fordelingen af tilskuddene har givet anledning til diskussioner, og derfor vil ministeren have en hurtigere evaluering.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Det er godt, at vi igen kan finde penge til færgetaksterne til øerne. Der er sket rigtig meget på færgeområdet i den seneste tid, og det kalder på en hurtig evaluering, for at vurdere virkningerne. Vi har lyttet til stemmer på de danske øer, der har understreget, hvor vigtig prisen på en færgebillet er for turisterhvervet og bosætningen på øerne, og nu ser vi frem til at vurdere fordelingen af tilskud til nedsættelse af færgetaksterne”.

- Simon Emil Ammitzbøll

Lovforslaget udmønter initiativet om udvidelse af landevejsprincippet for de ikke-statslige færgeruter. Tilskud til de statslige færgeruter vil blive reguleret gennem kontrakter mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og den operatør, der besejler de pågældende ruter.

Lovforslaget skaber desuden en formel ramme for løsningen af en særlig momsproblematik i forhold til tilskud til nedsættelse af færgetakster på gods- og passagerområdet for de ikke-statslige færgeruter.

Hvor meget billetpriserne til og fra øerne vil falde, kommer blandt andet til at afhænge af sejlafstanden, prisstrukturen og det nuværende prisniveau på de enkelte færgeruter.

Loven skal træde i kraft 1. august 2017 og evalueringen igangsættes altså allerede i efteråret 2017.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe, sno@oim.dk, tlf. 22 26 95 07