Nu kan færgebilletten til de danske småøer blive billigere om sommeren

02-11-2018
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Regeringen og et bredt politisk flertal er blevet enige om at afsætte yderligere 5,2 millioner kroner årligt til nedsættelse af færgebilletter for passagerer.

Passagerer, der sejler med færge til og fra de danske småøer i sommerferien, kan måske se frem til billigere billetter. Kommunerne med ruter til småøer får nemlig større valgfrihed i forhold til, hvornår der skal være billigere billetter inden for en samlet tidsramme på 46 uger.

Det indgår i en aftale, regeringen har indgået med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Partierne er blevet enige om at finjustere de to tilskudsordninger, der giver kommuner mulighed for at sætte færgetaksterne ned for gods og passagerer til en række øer.

Og her bliver ordningen på passagerområdet fra 2019 altså mere fleksibel. De 18 kommuner med små øer kan fremover bruge tilskuddet til at gøre færgebilletterne billigere i skolernes sommerferie, hvis de ønsker det. Dette har ikke tidligere været muligt.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

Vores evaluering af tilskudsordningerne har vist, at de virker godt og efter hensigten. De lave priser er med til at understøtte vækst og udvikling på øerne. Vi har derfor valgt kun at justere ordningerne en smule. Efter ønske fra nogle øer og flere af Folketingets partier giver vi kommuner med småøer lov til selv at bestemme, hvornår de vil sætte priserne for passagerer ned. Det kan nu også være i sommerferien, hvis lokale behov taler for det.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

 

Regeringen og aftalepartierne tilfører samtidig yderligere 5,2 millioner kroner årligt til tilskudsordningen på passagerområdet. Baggrunden er, at der er sket ændringer i færgernes trafik- og omsætningstal. Det betyder, at nogle kommuner ville stå til at få mindre i tilskud end tidligere, mens andre ville få mere. Regeringen og aftalepartierne har imidlertid valgt at kompensere for forskydningerne, så ingen kommuner lider tab.

 

Støtter en fælles afløserfærge

Samtidig er regeringen og aftalepartierne også blevet enige om at støtte udviklingen af en såkaldt afløserfærge.

Afløserfærgen er under udvikling i regi af Færgesekretariatet. Den bliver en standardiseret hybridfærge, som landets 18 kommuner med egne øer kan leje, hvis deres egen færge for eksempel går i stykker eller skal i dok.

Regeringen og aftalepartierne har besluttet at afsætte i alt 15 millioner kroner til en statsgaranti, der skal dække et eventuelt driftsunderskud i forbindelse med standardfærgen i 2019-2022.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

I regeringen vil vi gerne være med til at sikre en mere stabil og effektiv færgedrift til og fra danske øer. En stabil færgedrift er nødvendig for bosætningen, erhvervslivet og turismen på øerne. Dét kan en afløserfærge være med til at sikre. Samtidig kan det give stordriftsfordele, når kommunerne går sammen om en fælles færge.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Faktaboks

  • Det er fjerde gang inden for de seneste fire år, at politikerne afsætter penge til nedsættelse af færgetakster på ikke-statslige færgeruter til 30 danske øer.
  • Første gang var i 2015, hvor de omfattede kommuner fik mulighed for at nedsætte færgetaksterne for godstransport med op til 80 procent.
  • Anden gang var i 2016, hvor det blev muligt at nedsætte færgetaksterne for passagerer i perioder omkring skolernes sommerferie - skuldersæsonerne.
  • Tredje gang var sidste år, hvor det blev muligt at sænke priserne i en gradvis større del af året – bortset fra skolernes sommerferie.
  • Nu er regeringen og en række aftalepartier blevet enige om at justere de to tilskudsordninger på passager- og godsområdet en smule.
  • I alt afsættes der fra 2019 86,4 mio. kr. årligt til at gøre det billigere for passagerer at tage færgen til og fra 30 øer. Desuden afsættes årligt i alt 36 mio. kr. til nedsættelse af færgetakster for gods.
  • De to tilskudsordninger omfatter færgeruterne til ø-kommuner og en række småøer. De pågældende ø-kommuner er Læsø, Samsø, Fanø og Ærø, mens gruppen af småøer udgøres af Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm. Med den nye aftale får Mandø en særlig ordning for godstransport.
  • På godsområdet er det blandt andet besluttet, at der skal øremærkes et tilskud på 90.000 kr. årligt til gods til Mandø.
  • Tilskudsordningerne vil blive evalueret igen i 2022.

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16

Kontorchef Søren H. Thomsen, sht@oim.dk, tlf. 41 95 55 47

 

Kontakt til aftaleparterne

Socialdemokratiet: Landdistrikts- og ø-ordfører Magnus Heunicke, tlf. 61 62 44 35

Dansk Folkeparti: Landdistrikts- og ø-ordfører Mette Hjermind Dencker, tlf. 33 37 51 18

Venstre: Formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer Peter Juel-Jensen, tlf. 33 37 45 01

Enhedslisten: Landdistrikts- og ø-ordfører Henning Hyllested, tlf. 61 62 51 01

Liberal Alliance: Landdistrikts- og ø-ordfører Villum Christensen, tlf. 33 37 49 05

Alternativet: Landdistrikts- og ø-ordfører Roger Courage Matthisen, tlf. 61 62 46 50

Radikale Venstre: Landdistrikts- og ø-ordfører Andreas Steenberg, tlf. 61 62 50 75

Socialistisk Folkeparti: Landdistrikts- og ø-ordfører Karsten Hønge, tlf. 61 62 45 95

Det Konservative Folkeparti: Landdistrikts- og ø-ordfører Orla Østerby, tlf. 33 37 42 04

 

Rettelse: Dato i aftaletekst er rettet fra 1. november 2018 til 2. november 2018, hvor aftalen var endeligt indgået.