Minister giver større åbenhed om arbejdet med aktindsigt

05-03-2019
Pressemeddelelse Ministeriet Ministeren

Økonomi- og Indenrigsministeriet vil fremover hver måned offentliggøre data om ministeriets arbejde med aktindsigt.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille ønsker at give større indsigt i sit ministeriums arbejde.

Derfor har han besluttet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet skal lægge data ud om arbejdet med aktindsigt. Det sker for første gang i dag og fremover hver måned.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

Jeg går varmt ind for åbenhed i den offentlige sektor. Som offentlig myndighed skal man kunne tåle at blive set efter i kortene. Det er helt centralt for et velfungerende demokrati. Det skal også afspejles i mit ministeriums arbejde med aktindsigt. Sager om aktindsigt skal behandles hurtigt, imødekommende og med fokus på meroffentlighed. Nu lægger vi så tal om ministeriets arbejde med aktindsigt åbent frem. Så kan offentligheden følge med.”

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Ministeriet vil lægge data om aktindsigt på sin hjemmeside oim.dk den første tirsdag i hver måned. Linket vil også blive delt på twitterprofilen @OIMdk.

Det bliver data som antallet af afgørelser om aktindsigt, antallet af imødekommelser og gennemsnitlig sagsbehandlingstid.

 

Fakta

  • Data vil handle om aktindsigt efter offentlighedsloven.
  • Aktindsigt er en borgers (ret til) indsigt i dokumenter, der er indkommet til eller oprettet af offentlige myndigheder.
  • En aktindsigtsanmodning er altså en forespørgsel fra en borger om lov til at se givne dokumenter.
  • Hvis en myndighed giver meroffentlighed, giver den aktindsigt i noget, som ikke er omfattet af retten til aktindsigt. 

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mette Gerlach, mge@oim.dk, 72 28 24 16